Generelle udlejnings- og handelsbetingelser

 

1.     Leje- og leveringsbetingelserne gælder for alle typer leverancer fra Light-Design ApS. De til en hver tid gældende betingelser træder i kraft med mindre andet er aftalt skriftligt mellem lejer og udlejer.

2.     Det lejede må kun benyttes af fagfolk, til professionelt brug. Lejet udstyr må kun anvendes af lejer. Fremleje kan kun ske med skriftlig godkendelse af udlejer.

3.     Lejet udstyr må ikke uden udlejers skriftlige godkendelse, medtages til udlandet.

4.     Lejen beregnes på grundlag af de til enhver tid af udlejer fastsatte priser. Den tid, udstyret er udlejet, kaldes lejeperioden, hvorved forstås den tid, udstyret er borte fra udlejers forretning og til rådighed for lejer jævnfør lejeaftalen.
Første lejedag regnes fra det tidspunkt, udstyret ifølge lejekontrakten er reserveret og til rådighed for lejer. Korteste lejeperiode er 1 dag. Tilbagelevering af det lejede skal ske på tilbageleveringsdagen, inden kl. 11.00, med mindre andet er specificeret i lejeaftalen. Ved senere tilbagelevering debiteres lejer for en ekstra lejedag.

5.     Lejeren er ubetinget forpligtet til at tilbagelevere det lejede efter lejeperiodens udløb, og ikke berettiget til at foretage tilbageholdelse i det lejede udstyr til sikring af eventuelle krav mod udlejer, uanset hvilken årsag.

6.     Fornyelse af lejeperioden og forlængelse heraf sker ved indgåelse af ny lejekontrakt hvori ny lejeperiode aftales.

7.     Afbestilling af lejet udstyr kan normalt ske indtil 14 dage før første lejedag. Ved afbestilling mindre end 14 dage før første lejedag debiteres hele lejebeløbet.

8.     Udlejer er berettiget til -uden særlig underretning - at erstatte reserveret udstyr med andet udstyr, med samme funktion.

9.     Det lejede udstyr skal ved aflevering være i samme stand som ved afhentning. Rengøring, oprulning af kabler, sammenlægning af tæpper og anden reetablering af udstyr, efter returnering, faktureres til lejer jævnfør gældende timesatser.

10.   Hvis lejer aflevere det lejede udstyr for sent, vil der blive opkrævet et ekstra lejegebyr, svarende til gællende dagslejepris på udstyret, samt et beløb for ekstra omkostninger for udlejers tab ved ekstra indleje af andet udstyr.

11.   Udlejer kan under ingen omstændigheder gøres ansvarlig for at det lejede opfylder lejerens forventninger om kvalitet og formålstjenlighed, med mindre udlejer har afgivet en særskilt erklæring herom.

12.   Evt. mangler ved det lejede berettiger ikke lejeren til at ophæve aftalen, hvis udlejer inden for rimelig tid kan levere udstyr til erstatning for det defekte, som kan opfylde lejerens behov. Hvis det ikke er tilfældet, og lejeren vælger at annullere lejeaftalen, er lejeren aldrig berettiget til at kræve erstatning ud over et forholdsmæssigt afslag i lejen, svarende til den periode, hvor udstyret ikke har kunnet anvendes.

13.   Lejeren er i lejeperioden ansvarlig for enhver skade og bortkomst af det lejede udstyr, samt flightcases og anden emballage som udstyret leveres i, også selv om den er hændelig. Uden at lejers ansvar og forpligtelser derved begrænses, har udlejer tegnet forsikring mod skade af det lejede i udlejningsperioden. Eventuelle skader skal uopholdeligt anmeldes til udlejer, og tyveri og hærværk tillige til politiet. Der må ikke foretages ændringer eller reparationer af det lejede uden særlig tilladelse fra udlejer. Lejeren er ansvarlig for skade, som udlejer ikke får dækket af forsikringen.

14.   Udlejer hæfter ikke for skader på ting eller personer, som skyldes fejlbetjening, mangelfuld eller forkert installation eller andre forhold, som ligger uden for udlejers kontrol.

15.   Såfremt en aftalt lejeperiode ikke overholdes, er udlejer berettiget til uden varsel, at afhente det lejede. Det samme gælder, såfremt lejer på anden vis misligholder kontrakten.

16.   Det lejede udstyr må ikke anvendes udendørs samt i fugtige eller støvede miljøer uden udlejers skriftlige godkendelse.

17.   Der må ikke foretages ændringer eller reparationer af det lejede uden særlig tilladelse fra udlejer. Det udlejede må ikke på elektrisk vis tilkobles andet udstyr end specificeret af udlejer.

18.   Udskiftede lyskilder samt medleverede reserve lyskilder skal returneres. Manglende lyskilder af begge typer, debiteres til indkøbspris.

19.   Udlejer er når som helst berettiget til, selv eller ved en repræsentant, at besigtige de udlejede effekter.

20.   Hvis udlejer finder, at udstyret benyttes uforsvarligt, eller under uforsvarlige forhold, kan udlejer umiddelbart og uden økonomisk kompensation til lejer, afhente det lejede udstyr for lejers regning.

21.   Det lejede skal afhentes af lejeren på udlejers lager eller transporteres efter aftale til opgiven adresse hos lejer. Såfremt lejer selv afhenter det lejede, skal transporten ske i egnet køretøj og på forsvarlig måde. Udlejer forbeholder sig ret til at godkende transporten.

22.   Tilbagelevering af det lejede inden udløbet af den aftalte lejeperiode vil ikke, uden særlig aftale herom, berettige til nedsættelse af lejen.

23.   Det lejede skal, med mindre andet er aftalt tilbageleveres til samme adresse, hvor det er afhentet.

24.   Udlejer er berettiget til at kræve hele lejebeløbet, eller en del heraf, betalt inden lejeperiodens start. Ligeså kan opkrævning af depositum kræves inden levering.

25.   Ejendomsretten til det lejede tilhører udlejer og overgår under ingen omstændigheder til lejer. Det udlejede må under ingen omstændigheder indbygges i eller sammenføjes med fast ejendom uden udlejers skriftlige godkendelse.

26.   Udlejer er uden ansvar for forsinkelse eller leveringshindringer, som skyldes krig, blokade, strejke, lockout, transportuheld, ildsvåde, oversvømmelse, ekstraordinære vejrforhold, import- eller eksportrestriktioner, forsyningsvanskeligheder eller andre hændelser, som forsinker, umuliggør eller vanskeliggør leverancen af årsager, som er uden for udlejers kontrol, og der kan i den forbindelse ikke rejses krav om hel eller delvis erstatning mod udlejer.

27.   Meningsforskelle vedr. lejemålet samt tvister og uoverensstemmelser om forståelse og rækkevidde af parternes aftale afgøres efter danske ret ved Sø- og Handelsretten i København.